Nyhedsbrev september 2016
april 4, 2017
nyhedsbreve

Kære aktionærer

Nyhedsbrevet pr. 15 september har vi valgt at udskyde lidt, da der er dukket en væsentlig begivenhed op. Johannes Loeb har valgt at opsige sin forpagtning pr. Årsskiftet. Der er ingen dramatik, men blot et ønske om at komme tættere på sin kæreste i Jylland, samt at forfølge nogle nye udfordringer. Johannes gør allerede nu en stor indsats for at finde nye forpagtere.  For os betyder det, at vi allerede nu rammer hverdagen. Setup’et i Samsø Økojord er jo baseret på at de unge kommer og forpagter i en periode, inden de begiver sig videre. Johannes har været 3 år på Samsø, og vi har jo i Samsø Økojord “overtaget” ham i forpagtning.
Status for selskabet er, at vi har holdt bestyrelsesmøde, hvor vi har drøftet de næste tiltag. Jeg har megen fokus på, at vi holder fremdriften og sikrer vore værdier/aktiver.   1. Vi søger allerede via vores netværk og sociale medier efter nye forpagtere. Vi har allerede haft de første til samtale, men de er ikke færdige med deres sidste kurser på den økologiske landbrugsskole, så de kommer i betragtning til 2018 aktiviteter. I må også gerne brede budskabet i jeres netværk .   2. Backup plan. Skulle vi mod forventning ikke have forpagtere klar til årsskiftet, så har vi organiseret et lille driftsselskab med arbejdskraft af erfarne landmænd, samt en af Johannes’ medarbejdere. Disse vil passe og drive Alstrup 2 fremtid næste forpagtere. Vi sender i dag nedenstående pressemeddelelse ud til pressen, interessenter og samarbejdspartnere.

Venligst hilsen Direktør Niels Nørskov

P.S. Vi har fået vores hjemmeside op at køre, se mere på www.samsoe-oekojord.dk, hvor der er link til både Jordbrugsfonden SamsØkologisk og Foreningen Økologisk Samsø. Der kommer en særskilt mail om jeres eget investor-login på hjemmesiden.

Pressemeddelelse Jordbrugsfonden SamsØkologisk Forpagterskifte på vej i Jordbrugsfonden på Samsø. Johannes Loeb og Jordbrugsfonden SamsØkologisk afslutter deres samarbejde om Alstrup 2, også kendt som Yduns Have. Johannes vil gerne videre og prøve nogle andre ideer af. Det betyder, at han fra årsskiftet 2016/2017 afslutter sin forpagtning af gården i Alstrup. Skiftet i forpagter er helt udramatisk og naturligt. Jordbrugsfondens formål er netop, at unge landmænd kommer til Samsø og gør sig nogle værdifulde erfaringer i trygge rammer og godt samarbejde. Formand Bent Degn påpeger: ”Johannes har været det bedste eksempel på den type unge mennesker, vi gerne vil tiltrække. Han har i de sidste 3 år skabt flotte resultater, produceret højkvalitets produkter, samt bidraget til at løfte økologien på Samsø. At han så også vil bistå i rekrutteringen af de næste forpagtere viser et engagement og dedikation udover det sædvanlige. Vi er stolte over samarbejdet med Johannes, og ved der er knyttet bånd som vil række langt ud i fremtiden.” Johannes Loeb kan på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for, hvad fremtiden bringer. Johannes udtaler: ”Det er en unik mulighed at komme til Samsø. På Yduns Have har jeg haft mulighed for at følge mine drømme og jeg er stolt af de resultater og mål vi har opnået. Jeg har fået enormt mange erfaringer som landmand, selvstændig og projektleder, så jeg glæder mig til at få tid til nye ideer og projekter” Jordbrugsfonden vil i den nærmeste fremtid fokusere på at få de næste forpagtere på plads, således at der kan finde en god overlevering sted mellem Johannes og de nye. Direktør Niels Nørskov udtaler:” sammen med Johannes kan vi tilbyde en rigtig attraktiv overdragelse, så vi opfordrer alle interesserede til at kontakte os om en spændende fremtid på Samsø”. Konkret ejes Alstrup 2 af Samsø Økojord A/S, som er et datterselskab under Jordbrugsfonden. Direktør i Samsø Økojord A/S, Niels Nørskov vil sammen med selskabets bestyrelse forestå rekrutteringen af den/de nye forpagter/e. Ydun Have er navnet på Johannes virksomhed, men det er også blevet synonym med Alstrup 2. Derfor vil kommende forpagtere få mulighed at overtage dette navn/brand fra Johannes, hvis de er interesserede.
For yderligere information: Formand Bent Degn tlf. 23413331, samt direktør Niels Nørskov, tlf. 30116792, samt på mail: info@oekologisksamsoe.dk. og på hjemmesiden: https://samsoe-oekojord.dk/
Vi opfordrer alle interesserede til at henvende sig vedrørende forpagtningen.